Menu

Menu

NyhederKalenderBillum InfoDelefællesskabForeningerUdviklingsplanFlyt til BillumKontaktBillums ældste bygningHjertesti igennem Billums skønne natur
Billum
Foto:
Torsdag den 9. Apr 2026 kl: 21:30

Åbent i Billum reparations- og håndarbejdscafe

Kom endelig og vær med

Billum Reparations- og Håndarbejdscafé skaber fællesskab om bæredygtighed og håndarbejde

Hver torsdag i ulige uger åbner Billum Reparations- og Håndarbejdscafé dørene i Billum Hallen fra kl. 19.00 til 21.30. Her samles lokale borgere i et hyggeligt og uformelt fællesskab med fokus på at reparere, genbruge og give nyt liv til tekstiler.

I caféen arbejdes der med at reparere og upcycle tøj og andre tekstiler. Det kan være alt fra at lappe en yndlingstrøje og udskifte en lynlås i en jakke til at sy gammelt sengetøj om til børnetøj. Caféen råder over symaskiner, overlocker, broderimaskiner og udstyr til håndsyning, så både nybegyndere og mere erfarne kan være med.

Det er ikke en forudsætning at have et konkret projekt med – eller have nogen erfaring med håndarbejde. Blot du medbringer lysten til at lære. Man er også velkommen til at tage sit strikketøj med eller blot kigge forbi til en kop kaffe og lade sig inspirere til kommende projekter.

Det er gratis at deltage i caféen. Der serveres kaffe, te, saftevand og hjemmebag, som man må tage for sig af, hvis man overfører 10-15 kr. til kaffekassen.

På længere sigt er drømmen at udvide caféens aktiviteter til også at omfatte reparation af eksempelvis elektronik, sko, møbler samt arbejde med 3D-print. Derfor er der også en åben invitation til borgere med relevante færdigheder, som har lyst til at bidrage med deres viden og erfaring – også selvom det kun er en gang imellem. Tag endelig fat i os :)

Billum Reparations- og Håndarbejdscafé er et lokalt initiativ, der både styrker fællesskabet og bidrager til en mere bæredygtig hverdag ved at sætte fokus på reparation frem for udskiftning.

Hilsner fra repairudvalget:
Nina Charlotte Lund
Kathrine Møller
Nelli Arnth Andersen
Gea Svensson
Annette Dalkjær

---
Billum Reparations- og Håndarbejdscafé samt Billum Delefællesskab er en del af Billum Sogneforening og Billums udviklingsplan.
Torsdag 19 Mar 2026 - Nelli Arnth
Vist: 653 gange