Kære lokalsamfund
Et skriv fra en friskoleforælder
Kære lokalsamfund,
Jydske Vestkysten kører i denne tid en artikelserie, hvor de bringer kritik af Billum Friskole.
Jeg skriver til jer, fordi vi bliver kontaktet af mange af jer, der spørger, om det står helt galt til på Billum Friskole? Jeg har brug for at fortælle jer alle, at det på ingen måde er det, vi oplever.
Det er uundgåeligt at drive skole, uden at nogle familier undervejs får oplevelser, som ikke lever op til deres forventninger. Det er også naturligt, at man som forælder ønsker at dele sin historie, hvis man har haft en svær oplevelse. Vi er oprigtigt kede af de situationer og den frustration familierne oplever. Samtidig ved vi, at selv gode skoler ikke kan undgå, at nogle oplevelser bliver svære.
Jeg har jo en vis erfaring med at stå i orkanens øje, hvad shitstorms angår, og jeg er glad for, at vi har bevæget os videre end til at lade det handle om mit pandehår (Kim – omend det betyder, at I skal have fundet på noget nyt indhold til året revy).
Der kunne skrives mange historier om Billum. For eksempel historien om den udvikling, der ellers ofte beskrives som umulig i de små landsbyer i Vandkantsdanmark: At børnefamilier igen flytter hertil – ja, at vi ligefrem mangler boliger til dem.
Hvor ville jeg ønske, at journalisterne ville komme ud og sidde med til en morgensamling på friskolen, tage med på vores lejrtur eller se de relationer, vores personale er så eminente til at skabe med vores børn. Høre historierne om de børn, der kom i trivsel netop her. Opleve det særlige bånd mellem store og små elever. Jeg kunne ønske, at de ville læse vores tilsynsrapporter og se det store billede – at de kunne mærke den enorme opbakning, der strømmer ind fra forældre og lokalsamfund.
At holde liv i den ånd og det fællesskab er noget af det, vi kan her i Billum, og det er grundlaget for, at vores fribørneby kan eksistere. Det var den ånd, der ramte mig lige i hjertekulen, da vi flyttede hertil for 10 år siden. Nogle af jer gæve vestjyder vil måske tænke: “Så, så – det er da bar’ så’n, vi altid har gjår.” Men der må jeg indvende, at den slags altså ikke hænger på træerne i vores moderne samfund.
-
Byfestteltet bliver ikke sat op af sig selv – eller pillet ned igen af sig selv, for den sags skyld.
-
Forsamlingshuset bliver ikke malet af sig selv.
-
En vandskade i børnehaven løser ikke sig selv.
-
Idrætsforeningens regnskab laver ikke sig selv.
-
Fodlisterne på skolen maler ikke sig selv.
-
Byens torv holder ikke sig selv.
-
Krokethusets tag repareres ikke af sig selv.
-
Gullash-suppen til fællesspisning koger ikke sig selv.
-
Kirkeskoven opstår ikke ud af ingenting.
-
Ligesom tilmeldingerne til høstfesten heller ikke gør det.
Prøver jeg at sætte vores foreninger, fællesskab og fribørneby i Billum op på en piedestal?
Nej.
Prøver jeg at sige, at der ikke opstår svære eller uheldige situationer i vores fællesskab?
Nej.
Prøver jeg at sige, at det frivillige arbejde ikke er fyldt med bøvl, benspænd og besværligheder?
I sandhed – nej!
Nej.
Prøver jeg at sige, at der ikke opstår svære eller uheldige situationer i vores fællesskab?
Nej.
Prøver jeg at sige, at det frivillige arbejde ikke er fyldt med bøvl, benspænd og besværligheder?
I sandhed – nej!
Hvorfor bliver vi dog i det besvær?
Hvorfor bliver vi dog ved med at stille stole op, fylde termokanderne og insistere på fællesskabet?
Det gør vi, fordi det er meningsfyldt helt ind i knoglerne. Fordi det at stå tæt sammen i skolens lille samlingssal og høre 82 friskolebørn synge “Frit land” gør noget ved mig, som du end ikke kan købe for penge. Ærefrygt er nok det ord der kommer nærmest. Det er ånd. Det er relationer. Det er kulturarv. Det er et sammenhold, der står stærkt og med dybe rødder – også når det stormer.
“Der æ it’ no’en nem’ daw,” ville Ole nok have sagt om det hele. Og det er sandt.
Men en friskole i krise – det har vi ikke.
Og så skulle jeg hilse fra Fribørnebyens bestyrelse og sige: Kære lokalsamfund – kom op og mærk energien i fribørnebyen, når der er åben morgensamling hver den første hverdag i måneden fra kl. 8.00–8.30. Kom til åben legeplads i børnehaven og få et glas saftevand – og kom endelig med til Fribørnebyens generalforsamling den 22. april.
Det var bare lige det, jeg havde på hjerte!
Ps på billedet ser I vores nuværende bestyrelse, som lægger liv og sjæl i at lede skolen i denne tid. Vi står stærkt og samlet – og helt tæt med vores dygtige personale.
