Sol og god stemning
Forfest for Billums nye skole
Solen skinnede fra en skyfri himmel og Dannebrog vejrede over forsamlingshuset, da 170 glade mennesker var samlet til Forfest for Billums nye skole.
Den første del af festen foregik uden for forsamlingshuset, hvor der var velkomst og fællessang, samt præsentation af den nye Friskoleleder Gitte Møller. Hun lavede efterfølgende en masse lege for de tilstedeværende børn, mens deres forældre og de andre interesserede som var mødt op gik indenfor, for at høre lidt om den kommende friskole, som starter op i august.
Efter leg og informationer fra Friskolens bestyrelse og Billum Børnebys støtteforening, var der fællesspisning. Menuen bestod af boller i karry med tilhørende rødbeder. Festen sluttede med fællessang og fælles oprydning.